onsdag den 16. maj 2012

Min egen bog .... eller hvad man gør med dem, der er færdige før de andre

Dette er en idé fra billedkunstkonferencen på skolekom - her kommer den i min version.

Noget af det første jeg gør, når jeg får en ny billedkunst-klasse, er at gå ned til genbrugsbutikken og købe en stak gamle indbunde bøger. (Jeg kan ofte få dem for 2-5 kr stykket).
Jeg bruger dem både til logbog og til ekstraarbejde - altså det, man arbejder med, når man er hurtigt færdig.
Nogle gange tegner man bare direkte på siderne (det er en ret fræk fornemmelse, første gang man sætter sin farve på en bogside).
Andre gange limes små billeder ind. Hvis man limer meget ind, kan det blive nødvendigt, at hive nogle sider ud, for at bogen ikke skal gabe alt for meget. Vær da opmærksom på, at siderne ryger ud i par - så tjek grundigt, så kunsten bliver i bogen,

I billedkunstlokalet har jeg en hylde med tegnebøger, som børnene kan lade sig inspirere af. Før i tiden røg de små tegninger bare mere eller mindre ud eller blev krøllet sammen i tasken. Nu sætter eleverne dem i deres egen bog - og glæder sig over dem, næste gang bogen kommer frem.

Hvis man har arbejdet med et projekt, der nemt lader sig lave i lille format, er bogen også et oplagt sted at lave et lille ekstraarbejde med samme tema. Nogle gange bestemmer jeg, at der skal laves et lille ekstabillede til bogen, så vi kan huske, hvad vi har lavet gennem tiden.

Til nogle forløb har jeg lavet små fakta-ark i A6 størrelse, som skal limes ind i bogen. (F.eks. ansigtets proportioner, hvordan man konstruerer et forsvindingspunkt o.lign.)
Hvis jeg får en 1.klasse, binder jeg bøgerne ind i karduspapir og lader dem dekorere den. Det er nemlig min erfaring, at når de bliver lidt ældre, vil de gerne lave forsiden om. Her bruger jeg ofte collage, men der er uendeligt mange muligheder.


Eksta-arbejde efter Karin Olesen-projekt

1 kommentar:

  1. Hvor har du altså mange gode ideer.Tak fordi du deler med os andre.

    SvarSlet